Forny din terrasse med en pergola

Når du skal bygge nyt hus, er det ikke kun det indvendige, der skal bestemmes og indrettes. Det udvendige med have og terrasse skal også planlægges. Tænk over, hvor dejligt det ville være at have et skyggefuldt sted, hvor du kan spise. Det kan være, at vi denne sommer er flere, der holder ferie herhjemme i Danmark. Nu er det på tide at gennemgå din have og terrasse. Hvordan vil du have det til sommer, og hvordan skaber du et godt skyggefuldt sted? Al respekt for parasollen, men det er altid omstændeligt at få den placeret rigtigt og undgå, at vinden tager fat i den. Så er en pergola eller et halvtag det perfekte valg. Når man skal spise, vil man helst sidde i skyggen, og hvor hyggeligt er det ikke at sidde under et tag med infrarød opvarmning en kølig sommeraften!? En pergola eller et halvtag kan bygges på mange forskellige måder. Vælg et tæt tag til en tør plads også i regnvejr. Vælg trælameller som tag, og lad grønt vokse over. Du kan også lægge en dug over lamellerne, som med fordel kan trækkes væk. På billedet ovenfor er der opsat trælameller og derefter lagt bast mellem lamellerne for et mere eksotisk udtryk. Ovenpå ligger et glasfibertag for at beskytte fuldstændigt mod regn. Dette gør også, at du kan anvende lamper, tæpper og hynder døgnet rundt, da de er beskyttede mod regn. At indrette en pergola som et ekstra rum er en af de hotteste tendenser i år. Udendørs tæpper og lamper hæver hyggefaktoren og skaber rumfølelse. Der er mange firmaer, der sælger færdige pergolaer, som du monterer på stedet. De fås i både aluminiums- og træudførelser. Er du selv lidt handy, kan du med fordel selv bygge en fin pergola. Se på, hvordan dit hus ser ud, og tænk over, hvilken type pergola der passer bedst til husets stil og udseende.